
Beredskabsplan for håndtering af vold og trusler mellem elever
Formål
Det er afgørende for alle elever på Aalestrup Realskole, at de kan gå i skole og føle sig trygge. Ingen former for vold eller trusler accepteres.
Selvom omgangstonen og samværsformen generelt er positiv, kan der opstå situationer med vold eller trusler, som kræver hurtig og professionel håndtering i tæt samarbejde mellem skoleledelse, lærere og hjemmet.
Forebyggelse
Forebyggelse er en nøglefaktor, da vold og trusler ofte udspringer af frustration eller afmagt. Derfor arbejder vi målrettet med at styrke fællesskabet blandt eleverne og skabe et trygt læringsmiljø. På Aalestrup Realskole har vi særlig fokus på:
- Et inkluderende udviklings-, trivsels- og læringsmiljø med plads til forskellighed.
- Klare regler for god opførsel og adfærd.
- Udvikling af elevernes sociale kompetencer.
- Undervisning i konflikthåndtering og respekt for hinanden.
Håndtering af vold eller trusler
Lærerne reagerer altid, når de bliver bekendt med vold eller trusler mellem elever.
I håndteringen af sådanne episoder tages der hensyn til både den involverede part, der har forvoldt skaden, og den skadelidte. Alvorligheden af episoden vurderes af de involverede lærere, som straks informerer skolens ledelse.
Skolens ledelse bliver altid orienteret om tilfælde af vold og trusler og deltager aktivt i håndteringen, når der er tale om gentagne episoder eller hændelser af grov eller personfarlig karakter.
Forældrene til de involverede elever kontaktes hurtigst muligt for at sikre klar kommunikation og samarbejde.
Sanktionsmuligheder
Afhængigt af alvoren i sagen og ledelsens vurdering kan følgende sanktioner anvendes:
- Udelukkelse fra specifikke aktiviteter.
- Hjemsendelse resten af dagen.
- Midlertidig bortvisning fra skolen.
- Hjemmeundervisning, indtil der er fundet en løsning på konflikten.
Når episoden er afsluttet, evalueres håndteringen for at justere beredskabet.
Retningslinjer for håndtering af vold og trusler mellem elever
Ved vold eller trusler mellem elever skal de involverede lærere:
- Stoppe konflikten og sikre, at begge parter er i sikkerhed.
- Drage omsorg for begge elever og afdække hændelsesforløbet gennem samtale.
- Informere skolens ledelse om episoden og dens alvor, uanset karakteren af konflikten.
- Kontakte forældrene til de involverede elever og orientere dem hurtigst muligt.
- Ved gentagne eller alvorlige episoder: Inddrage SSP eller andre ressourcepersoner til støtte for eleverne og deres familier.
Efterfølgende kan lærerne og/eller ledelsen arrangere en samtale mellem de involverede elever for at sikre, at konflikten er afsluttet. Forældrene orienteres om mødet og de indgåede aftaler, og de kan eventuelt inviteres til et opfølgende møde på skolen.
Involvering af ledelsen
Skolens ledelse bliver altid informeret om episoder med vold eller trusler, og ledelsen deltager aktivt i håndteringen, når:
- Episoden vurderes som grov eller personfarlig.
- Der er tale om gentagne hændelser med samme elever.
- Sanktioner som midlertidig bortvisning eller hjemmeundervisning overvejes.
- Der skal arrangeres dialogmøder, mægling eller inddrages eksterne aktører som SSP eller der sendes underretning på eleven/eleverne
Ledelsen vurderer desuden, om skolebestyrelsen skal informeres i tilfælde af alvorlige episoder.
Disse principper er i overensstemmelse med "Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen", som kan læses her:
retsinformation.dk